Menu
 ArrangementerPublikationerAlt om DBFKontakt DBFDBF in english
 Kommende arr.Gennemførte arr.Dansk BetondagTemadagØvrige arr.Videoer BetonhåndbogenVideoer Historisk BetonVideoer Genanvendelse af betonØvrige videoer  
Søg efter arrangement
Betonhåndbogen er en digital håndbog på dansk - åben for alle og gratis at anvende.

Læs mere på betonhåndbogen.dk

Rødovre, 8. maj 2019, kl. 16:00 - Vestvolden, Ejbyvej 190B, 2610 Rødovre

HISTORISK BETON - Hvorfor og hvordan bevarer vi den? Beton før 1890'erne: Den uarmerede beton/ Vestvolden

Dansk Betonforening og Dansk Beton inviterer til det første af seks fyraftensmøder om Historisk Beton. Hvorfor og hvordan bevarer vi det? Ved arrangementerne ser vi på fem betonbygninger fra hver deres epoke.

Vi zoomer ind på, hvorfor betonen er bevaringsværdig. Rådgivere, entreprenører og bygherrer fortæller om, hvordan beton bevares i praksis, og om vi kan gøre det bedre.

De fem epokespecifikke arrangementer suppleres med et intermezzo med et foredrag af den internationalt anerkendte bevaringsarkitekt Gunny Harboe. Intermezzoet ser stort på betonepokerne og lægger i stedet op til en diskussion i plenum om historisk beton, bevaring og kulturarv.

8. maj - Beton før 1890'erne: Den uarmerede beton/Vestvolden

13. maj - Betonbevaring i internationalt perspektiv

5. juni - Beton fra 1930'erne: Den tidlige jernbeton/Overformynderiet og Palægaragerne

12. juni - Beton fra 1950'erne: Beton griber om sig/Vestbadet

21. august - Beton fra 1960'erne: Betonelementer/Høje Gladsaxe

4. september - Beton fra 1970'erne: Brutalisme og skala/ Herlev Hospital

Beton! Gennem mere end 150 år har beton været det moderne materiale par excellence. Men beton er ikke bare beton. Beton udvikler sig i takt med industrialisering fra 1800-tallet og op igennem det 20. århundrede. Det blev synonymt med modernismen, og i dag er det verdens mest brugte byggemateriale. Men det 20. århundredes moderne arkitektur er nu historie, og beton er blevet bevaringsværdigt. Betonen bærer på store historier om samfundsforhold, industri og håndværk, mennesker og kultur. Dermed bliver betonbevaring mere og andet end en rent teknisk disciplin. Betonbevaring får dermed et kulturarvsperspektiv, som fører til spørgsmål om Hvorfor bevare og krav til Hvordan vi bevarer betonen.

Foredragsrækken er tilrettelagt for Dansk Beton og Dansk Betonforening af arkitekt Grethe Pontoppidan, arkitekturet aps, i samarbejde med direktør Torben Seir og konservator Sanne Spile fra Seir Materialeanalyse A/S samt ingeniørdocent ved DTU Tommy Johansen.
Beton før 1890'erne: Den uarmerede beton/ Vestvolden

Det første fyraftensarrangement sætter fokus på, hvad vi ved om den tidligste beton- og cementproduktion i Danmark, og hvordan man har istandsat betonen på Vestvolden.

Uden cement ingen beton.
Råmaterialerne findes i naturlig form, og betonbyggeri går helt tilbage til romerne. Men den portland-cement, som vi i dag forbinder med beton, blev opfundet i begyndelsen af 1800-tallet, da man begyndte at kunne brænde og styre brændingen af uren kalksten og mergel ved meget høje temperaturer. Det gav cement, som kunne hærde under vand og fugtige forhold og havde en meget høj trykstyrke. I Danmark var der rigelige råstoffer til fremstilling af både cement og beton, som tidlig blev en vigtig industri. Noget af den tidligste beton i Danmark findes i fundamenter, landbrugsbygninger, facadeornamenter og ikke mindst de københavnske fæstningsanlæg, der var 1800-tallets absolut største anlægsarbejder i Danmark.

PROGRAM

Sted: Vestvolden. Vi mødes ved Artillerimagasinet, Ejbyvej 190B, 2610 Rødovre

Forplejning: Der serveres kaffe og kage samt sandwich

  • Velkomst ved Dansk Beton og Grethe Pontoppidan
  • Hvad ved vi om portland-cement og beton fra før 1890'erne? Med baggrund i petrografiske undersøgelser. Ved Sanne Spile, SEIR-materialeanalyse A/S
  • Fra Bornholm til Jylland. Om udviklingen af dansk cement før 1900 v. Bent Ole Borup, Aalborg Portland
  • Beton- og cementrestaurering på Vestvolden. Oplæg og rundvisning v. ingeniør Jens Brendstrup, COWI, og murermester Thomas Watson, som har udført betonreparationerne.
Gratis arrangement.